Hmmm......

At kunne fange øjeblikket

2006-07-29T23:46:00.000+02:00

I de seneste uger har jeg observeret et hav af turister i de københavnske gader. De går rundt, og stopper pludselig op, tager deres kamara frem og tager et billede. Jeg har gået sådan lidt og tænkt på, hvor mange billeder, sådan en par turister kan tage i løbet af en ferie i København. Vel lige så mange, som når jeg er i Havanna, New York eller Nairobi? Hvad sker der så med de billeder? Sandsynligvis bliver de fremkaldt/brændt og vist frem til familie og venner, som høfligt sige næhhhh og åhhhh. Bagefter giver billederne kun glæde (forhåbenligt), når album/computer tages frem for at huske de gode ferier man havde.

Ja, turist billeder er måske ikke verdens mest spændende, og jeg skal da heller ikke være bleg for at indrømme, at andres feriebilleder ikke umiddelbart siger mig noget. Men jeg er stødt på en lidt anden slags "turist", der med sine billeder virkelig har formået at fange mig, og hvis billeder jeg gerne ser igen og igen.

Måske er "turist" heller ikke det helt rigtige ord at bruge, for der er tale om den professionelle fotograf Nick Brandt. Han tager de mest fantastiske billeder. Senest har han lagt en billed serie fra Afrika ud på sin hjemmeside, og hvem har ikke lyst til at pakke rygsækken, og drage på eventyr på den Afrikanske savanne efter at have set disse billeder??!?!?!

Hmmmm.....min rygsæk skriger på at komme afsted......

Og hvad skal barnet hedde?

2006-07-26T15:50:00.000+02:00

En del af mine veninder, går i øjeblikket rundt med kæmpe maver eller en lille en på armen. Ret underligt efterhånden at være en af de få, som endnu ikke er bemærket af moderinstinktet. At være en af de "gamle", men fortsat uden børn får da også mange til at spørge tit: Skal I ikke også snart til at have børn? Njaaaa, det ligger ikke lige for. Vi har det fint med alle vores venners unger. Vi kan ligefrem vælge dem i alderen 0-6 år!

Nå, men det var egentlig ikke diskussionen om at være nogle af de eneste uden børn, som jeg ville ind på, men derimod spørgsmålet: Hvad skal barnet hedde?

I løbet af den sidste uges tid har jeg og et par kollegaer set på hjemmesider med navne. For at finde inspiration og måske alternativer i diskussionen med den anden part der hjemme. Særligt vanskeligt bliver det, når man har familie traditioner eller pålægger sig selv begrænsninger i, hvilke mulige valg man har. Skal nanvet starte med s eller a? Skal der være 2 fornavne/mellemnavne osv.

I Danmark er det Familiestyrelsen, der styre, det der med navne. Der er udarbejdet lister over godkendte navne. Hvis et ønsket navn ikke står på listen, er det ens nærmeste sognepræst, man skal tale med, og som indstiller navnet til Familiestyrelsen. Der står VILDT mange UNDERLIGE navne på de lister!!!

Nogle gange syntes der ikke at være begrænsninger: Bahne (troede det var en issenkræmmer), skak (et spil??), skipper og alger (tang????) Og så er der navne, som man ikke kan hedde - f.eks. mit eget navn! Er ikke godkendt. Syntes sgu ellers mit eget navn er ret OK.....hmmmmmmmmmmm........

Men er jeg så den eneste, der hedder dette "ikke godkendte navn"? Ikke, hvis man går ind og snuser i "Navne på nettet" under Afdeling for navneforsking på Københavns Universitet.

Vi er godt nok ikke mere end to håndfulde, men rart at vide, at andre også er "ugodkendte". Så tjekkede jeg mit efternavn. Resultat: Ingen kvinder har mit efternavn!! Jeg undres lidt!!! Hvis forskningen bygger på cpr registret, og man tager højde for 1. fornavn, 2. fornavn, efternavne....og jeg skal komme efter dig....hvorfor er der så ingen kvinder, der har mit efternavn? Skal jeg først efter 30 år opdage, at jeg er en MAND!!?!??!?!

Tænk vi har nogle "nørder" - undskyld udtrykket - som sidder og forsker i navne, har direkte adgang til cpr. registret, og det eneste de faktisk skal gøre, er at programmere et forholdvist simpelt program i SPSS eller SAS, trække navnene ud......og som ender med at gøre kvinder til mænd eller ikke-eksistenser?!? Hmmmmm....der er vist for mange penge ude og svømme på de danske universiteter.

Og hvad skal barnet så hedde? Svaret er fortsat uklart, for heller ikke dette ønskede navn er godkendt af Familiestyrelsen.......hmmmmm........

Gid man kunne tage stikket ud....

2006-07-25T13:57:00.000+02:00

Kender I det, at man nogle gange ville ønske, at man kunne hive stikket ud, og at man bare kunne blive overladt til sig selv? At man ikke skulle på arbejde, at man ikke havde 1.000 forpligtelser og aftaler? At man bare kunne sætte sig hen i et hjørne med en bog og nyde stilheden? Mange af jer har måske haft glæden ved at kunne gøre det på jeres ferier - som I har holdt eller er ved at holde. Men jeg har endnu ikke holdt sommerferie, og kunne SÅ INDERLIGT godt tænke mig at slukke og lukke....

Det er ikke kun arbejdet og det at sidde alene på kontoret. Det er også alle de forpligtelser, som vi - min kæreste og jeg - har med familie og venner. Sjovt, at man kan få det sådan, for andre gange higer man efter at være sammen med andre, og gør en kæmpe indsats for at få så mange aftaler som muligt, og se familie og venner så meget som kalenderen nu kan bære.

Øh....en uge på en lille græsk ø med sin kæreste. Hvor ville det være fint.....hmmmmm....der er stadig 3 uger til ferien begynder......

Weekend på Sprogø

2006-07-24T14:54:00.000+02:00

Min kæreste og jeg har lige været på en lang weekend med nogle venner, og nogle af deres venner, på Sprogø. Et sted forbeholdt de få - som arbejder for Sund&Bælt - eller er biologer, der med Fjedræv og kiggert tæller frøer, fugle og insekter. Vejret var heldigvis med os. Et par enkelte skyer og nogle små dryp, og så ellers sol - sol - sol! Og for måske 4. eller 5. gang i mit liv var jeg i vandet i Danmark. MEGET KOLDT. Hvad kan jeg sige: mine gener er ikke til det danske sommervejr. Det hjælper selvfølgelig lidt, at ozonlaget er tyndet ud...hmmmmmmm..........

Det er egentligt meget hyggeligt at være afsted. Det er altid lidt af en chance at tage afsted med nogle venner og deres venner. Bare fordi man har et fælles "omdrejningspunkt", er det jo ikke sikkert, at det "klikker". Når man er venner fra forskellige tider og steder, så har man jo i udgangspunktet ikke noget at være fælles omkring - andet end ens fælles venner. Men netop det, at man har forskellige udgangspunkter betyder også, at man har forskellige interesser og ikke har nogen fælles fortid.

Jeg kan ikke lade vær med at tænke lidt over mit tidligere indslag om "venskabs territorier" og så denne weekend. Der var ingen kampe om territorier på denne tur. Hvorfor? Fordi vi alle har hver vores relation til hinanden, der hviler på meget forskellige præmisser, vilkår og dimensioner. Den dybe, den sjove, den alvorlige, den underholdende, den "gamle", den "nye", det forpligtende og uforpligtende.

Vi har sikkert alle venner, som vi bruger til forskellige ting - som kender os fra forskellige sider af. Ser jeg på mine venner er spændet også meget bredt. De er meget forskellige. Den dybe, den sjove, den alvorlige, den underholdende, den "gamle", den "nye", det forpligtende og uforpligtende......den varme og tryghedsskabende, den udfordrende og den trivielle. Vi sammensætter vores venskaber efter de behov vi har på forskellige tidspunkter i vores liv. Nogle holder vi fast i, og udvikler os sammen med. Andre udvikler vi os væk fra. Nogle holder vi fast i selvom vi bliver forskellige, andre erstatter vi med nye venner. Alle får de deres egen bid af venskabsterritoriet.....hmmmmmmmmm.........

Tiggeren

2006-07-21T10:55:00.000+02:00

I morges på vej ind på arbejdet stødte jeg ind i en tigger på Nørreport Station. Dem er der kommet lidt flere af i gadebilledet de seneste år. Jeg ved ikke, hvordan I andre har det, men jeg får sgu en dårlig fornemmelse i maven, når jeg møder én.

Hvilke valg er det, som nogle mennesker har truffet i løbet af deres liv, for at de ender på Nørreport og skal bede og "tilskud" til deres morgen mad? Jeg er ikke fatalist, jeg tror ikke på skæbnen, men på at valg vi træffer har konsekvenser for de valg vi senere kan træffe. Og gad vide, hvor det var, denne person traf det "forkerte" valg, og havnede der?

Og hvorfor er det, at vi i vores samfund, som vi ellers priser så højt, bliver rost for, og forsøger at eksportere til 3. lande, at vi noglegange "taber" folk? Hvad er det for nogle valg vi har truffet, som gør, at vi som samfund, står der, hvor vi er nu? Jeg tror ikke på et "altgribende samfundsnet", som fratager den enkelte persons eget ansvar for at sørge for sig selv og være en del af et samfund. Men jeg kan nu ikke lade være med at tænke på, hvilket samfund det er vi er på vej henimod - givet de valg, vi har truffet - og træffer nu.

"Kan du give mig lidt hjælp til min morgenmad?" Ja selvfølgelig kan jeg det. Selvfølgelig har jeg 5-10 kr. i min taske, som jeg kan undvære. Faktisk har jeg også en del frugt i min taske, som jeg sikkert ikke får spist alligevel.....hmmmmm....skulle jeg have givet ham de små penge og noget frugt? Måske sidder du også nu med en nagende fornemmelse af, at frugten nok var lige meget....men hvem er vi til at dømme. Måske bør vi tænke lidt mere over de valg, vi som personer og som samfund træffer.......hmmmmmm..........

Udlængsel

2006-07-20T14:14:00.000+02:00

"At rejse er at leve" - kliché? Muligvis, men det gælder for mig. Min kæreste og jeg arbejder rigtigt meget - bor billig - spare en masse penge op. Indtil videre har vi brugt mange af vores penge på at rejse. Vi elsker begge to at rejse, opleve nogle nye ting og se noget mere af verden. I år har vi været knap 4 uger i Sydamerika, og vi er så småt begyndt at planlægge vores sommerferie, som nok ender med at være til USA. Sen planlægning vil nogle måske sige, men det har netop været noget af de fede for os: spontaniteten. Det ikke at vide, hvor man skal hen, og så bare tage derhen, hvor lysten nu driver en.

Vi har været vidt omkring - men vores rejser (sammen og hver for sig) bringer os lidt til de samme steder i verden. Koblingen er næsten entydig: Hvor der er uro, kommer vi ikke. Øv, at der er så mange steder, som holder sine skatte skjulte eller ødelægger dem inden de bliver delt med omverdenen. Ikke ud fra et egoistisk behov for at få dækket min egen træng til at se verdenen og opleve den. Primært ud fra et humant perspektiv - sekundært ud fra et perspektiv om, at verden ligger åben for alle at se!

Prøv at tjekke denne hjemmeside (også for bloggere), hvor man kan lave sit eget verdenskort med afdækning af de steder, man har sat sine fodspor: create your own visited country map

Hverdagens små helte

2006-07-19T16:14:00.000+02:00

Min kæreste og jeg var i biografen i går sammen med nogle venner og bekendte. Skulle se Pirates of The Caribbean: Død mands kiste. En desværre alt for lang film.

Dem der sad ved siden af os forsvandt da også ud af biografen på et tidspunkt under filmen. Skyldes det mon, at de kede sig eller hang det måske sammen med pigens MEGET store mave? Jeg var lidt nysgerrig for det er jo ikke hver dag, man sidder ved siden af en ”fødende kvinde”, hvis det var historien bag deres afgang.

Som jeg er ved at rejse fra sædet i biografen ser jeg en pung på pigens stol, og opdager også en mobil liggende på sædet ved siden af – hvor hendes mand sad. Hmmmm…..dette gav mere stof til fantasien om, hvorfor det unge par havde forladt biografen. Jeg hældte lidt mere i retning af den ”fødende kvinde”. Jeg fik hurtigt inddraget mine ”medbiografgængere” i mine observationer og overvejelser, og der kom gang i gætterierne. En lidt hektisk jagt på den ”fødende kvinde” og hendes mand i foyeren blev sat ind, men de var allerede smuttede videre. Måske fordi de skulle nå noget…..en fødestue?!?!? Hmmmmm……

I lyset af min og mine venners lid til vores medmennesker valgte vi at tage pung og mobil med os, frem for at lægge den i biografen. Kunne vi nu også stole på de colaskænkende og popcornsduftende teenagers?!?!? Vi fik rodet lidt i pungen og fandt et mobilnummer – mobilen indeholdt ikke andet end numre – ingen navne – hvor underligt er det??!?!? Jeg ringende – Ingen svarede!! ”Hun har nok på fødestuen” - var der et gæt. S. Holmes ville være misundelig på vores evner.

Men det var slet ikke så dramatisk endda. Jeg blev ringet op af ”manden”, der fortalte, at ”den fødende kvinde” havde fået det lidt dårligt at den indelukkede og svedlugtende sommerbiograf. Øv, så meget for ”den fødende kvinde”. Vi aftalte, at ”manden” skulle møde op på mit arbejde i dag (onsdag), så pung og mobil kunne komme til rette ejermand. Så i dag mødte jeg ”manden” til ”den fødende kvinde” – afleverede glad hittegodset – og modtog noget overrasket en flaske dejlig rødvin. Jeg blev sgu helt rørt, da ”manden” sagde, at det var helt livsbekræftende, at der stadig fandtes nogle ærlige mennesker! Og ja, det er egentligt helt livsbekræftende, når man støder ind i sådan nogle. De ærlige og dem, som lige har det ekstra overskud til at vise venlighed og hjælpsomhed overfor andre. Det er dem, der er hverdagens små helte……hmmmmmm……

Territorielt venskab

2006-07-17T16:03:00.000+02:00

Jeg har lige afviklet en polterabend for min dejlige veninde. Det hele var planlagt ned i mindste detalje sammen med - for mig - en helt fremmed person. Det er jo egentligt det, der er så underligt ved polterabender. Man samler ofte folk fra forskellige tider og steder i forhold til den person, der skal giftes. Folk behøver ikke at kende hinanden, og det gjorde vi faktisk heller ikke. Overraskende nok gik det over al forventning med både planlægning og afvikling: de territorielle grænser blev ikke trukket op.

Vi har nok alle, et eller andet behov for at bevise vores venskab overfor hinanden - og særligt overfor fremmende, når der er flere på "venskabsarenaen" samtidigt. "Jeg er sgu mindst en lige så god ven/veninde, som han/hun er....måske ligefrem bedre.....". "Jeg kender ham/hende bedre end dig, for jeg mødste ham/hende for 15 år siden, og jeg har været med den gang......".

At der desværre er nogle, der har brug for at trække de terriotielle grænser op engang imellem kommer man ikke helt unden om - og selvfølgelig heller ikke til denne vellykkede polterabend. Men det fede var, at det kun var meget få, der havde behovet for at trække grænserne op, og definere "venindeterritoriet". Resten havde bare en rigtig fed dag, og vigtigst af alt, min dejlige veninde havde også en fantastisk dag. Det er det, der er det vigtigste, og som logisk nok er forklaringen på succesen: Grundessensen i venskab handler om at være uselvisk!

Alligevel har jeg siden i går tænkt meget over det med "territorielle venskabsgrænser". For jeg kan ikke helt undsige mig fra at have brug for at trække dem op en gang i mellem. Og faktisk gør det nogle gange pisse ondt, når man kan se, at andre træder ind på ens territorie, og måske tager en bid....eller man opdager, at man måske har et mindre territorie end man troede. Ens logiske reaktion: KRIG!!! Enten ved at gå til angreb eller forsøge at markere grænserne.

Min egen taktik....afhænger af "fjenden".....men indebære helt klart konfrontationer - enten direkte med fjenden eller min ven/veninden.

Og hvorfor så tænke så meget over venskaber og territorier?
Fordi nogle gange, skal det gøre lidt ondt før man finder ud af, hvor meget man elsker sine venner......hmmmmmmmmm

Øv - ingen respons

2006-06-05T17:25:00.000+02:00

Sjovt - lægger en post ud, og man sidder straks om venter på, at nogle gider at kommentere. Men hva'?! Der står jo ikke noget! Hmmm....hvad skal man dog skrive?! Om sine frustrationer om boligmarkedet? Hvor sørgeligt det er, at man er så optaget af sit arbejde, at man arbejder i Pinsen? Om sin dårlige samvittighed over, at man ikke lige har taget løbeturen rundt om søen/mosen/parken? Næ....ikke noget i dag!

Men til jer, der også er på jagt på det hårde og brutale boligmarked, er det alligevel rart at vide, at der er flere huse/lejligheder til salg end der har været de sidste 2 år. Efterspørgslen er ikke så voldsom mere:

Til jer der har dårlig samvittighed over, at I ikke lige fik løftet rumpen, taget løbeskoene på, så kan samvittigheden måske dulmes? http://www.amnesty.dk/default.asp?page=644&lang=da

Og arbejdet?! Kun en ting at sige: STOP!

I'm on!

2006-06-04T20:46:00.000+02:00

Det er utroligt hvilke vidundere, man bliver introduceret til. En logbog på internettet, hvor ens gøren og laden, tanker og ideer kan sendes ud i æteren til gavn og skade for dem, der gider at sætte sig bag skærmen og læse side op og side ned om andre mennesker. Fremmede mennesker, som måske/måske ikke siger én en skid, men måske alligevel fordi det nu engang er "på nettet". Hvorfor overhovedet skrive? Og hvorfor i alverden læse? Kan vores trang til at snuse i andre menneskers liv ikke blive tilfredsstillet af SE&HOR eller TVDanmarks fantastiske programmer om "underlige og dog skide normale" mennesker. Hvorfor i alvernden sidder jeg her og skriver? Måske fordi vi alle trods alt har et behov for at blive hørt og "set". Tænk hvis jeg nu "rørte" et andet menneske!?!? Hmmmmm..........